| 1181. |
|
|
| 1182. |
|
|
| 1183. |
- Leer, Jonatan, 1980-
(författare)
-
Den følsomme Barthes
- 2011
-
Ingår i: Litteraturmagasinet Standart. - : Litteraturmagasinet Standart. - 1602-2246. ; 24:4, s. 42-43
-
Tidskriftsartikel (refereegranskat)
|
|
| 1184. |
|
|
| 1185. |
|
|
| 1186. |
|
|
| 1187. |
- Leer, Jonatan, 1980-
(författare)
-
Gastronomiske drags – Kønspositionering og subversion i madprogrammer via tv-serien Two Fat Ladies : [Gastronomic drags: A discussion of gender positioning and subversion in cooking shows through an analysis of Two Fat Ladies]
- 2013
-
Ingår i: Tidsskrift for kjønnsforskning. - Oslo : KILDEN - Informasjonssenter for kjønnsforskning / Universitetsforlaget. - 0809-6341 .- 1891-1781. ; 37:2, s. 139-156
-
Tidskriftsartikel (refereegranskat)abstract
- TV-cooking shows can be considered as a social space in which the codes for “doing food” and “doing gender” in the post-traditional culture are being negotiated. In this article, I will explore a case in which the “gendering” of food culture is challenged, namely the show Two Fat Ladies with Jennifer Parson and Clarissa Dickson Wright (1996-1999). I will argue that the two self-declared fat women can be read as “gastronomic drags” by their transgression of a “recognizable” feminine way of “doing food”.The article is theoretically informed by the reflections on drag as subversive practice in Søndergaard (1994, 1996) and Butler (1990, 1993). These texts and two TV-shows, The Naked Chef (1999-2001) and Nigella Bites (1999-2001), are used to underline and discuss the ambivalence of such gastronomic drag performances. The challenges of gender conventions presented in the article are all in danger of appearing either too radical or not radical enough. The article concludes with some reflections on the development of the cooking show as a site for gendered negotiation from the 90’s and today.
|
|
| 1188. |
- Leer, Jonatan, 1980-
(författare)
-
Hvor queer var Baudrillard?
- 2008
-
Ingår i: Kvinder, Køn og Forskning. - København : Københavns Universitet, Sociologisk Institut. - 0907-6182 .- 2245-6937. ; 16:3, s. 20-31
-
Tidskriftsartikel (refereegranskat)abstract
- En komparativ analyse af kønskritik og alternative kønsstrategier i Jean Baudrillards De la séduction (1979) og Judith Butlers Gender Trouble (1990).
|
|
| 1189. |
- Leer, Jonatan, 1980-
(författare)
-
Jamie Oliver i den gode smags tjeneste : om restaurativ nostalgi og gastrogouvernementalitet i »Jamie’s Ministry of Food«
- 2014
-
Ingår i: Litteraturmagasinet Standart. - Århus : Litteraturmagasinet Standart. - 1602-2246. ; 27:4, s. 54-57
-
Tidskriftsartikel (refereegranskat)abstract
- »Hi guys – I’d like to ask you a favor: I need your help with a food movement I’ve started«. Således starter Jamie Olivers kogebog »Jamie’s Ministry of Food« (2008). Denne åbning understreger, at der ikke er tale om en helt almindelig kogebog. For mange er kogebogen blot en samling opskrifter på mad, men som anvisningslitteratur har kogebogen historisk set ofte haft en moralsk og normativ dimension og altså kombineret opskriften på den gode mad med en opskrift på det gode liv, samt en mere eller mindre udtalt vision om, hvori det knap så gode liv består (Nyvang 2013). Sådanne fortællinger om det gode liv er i stigende grad blevet en central del af genren i dag, hvor særligt kogebogsforfatternes privatliv og livsstil – altså et selvbiografisk element – er blevet et bærende narrativ i mange kogebøger. Med sådanne iscenesættelser og dramatiseringer af forestillinger om det gode liv bevæger kogebogsgenren sig altså ind på områder, som traditionelt har været skønlitteraturens og filosofiens domæne. Jamie Olivers første kogebog er et glimrende eksempel på dette. Den hedder »The Naked Chef« (1999) og ledsagede den unge koks første tv-program af samme navn. Dette program gjorde med ét den 22-årige Jamie Oliver til et fænomen i den britiske madkultur (Hollows 2003). Han integrerede madlavning i en hip ungdomskultur og gjorde op med traditionelle modeller for mandlig madlavning i medierne: den professionelle, uniformerede kok og den frankofile levemand. I Jamies køkken var madlavning en del af en afslappet, drenget livsstil. Der blev lavet enkel, men ’sexy’ mad, som passede til en sådan livsstil og kunne give den unge (mandlige) madlaver status blandt venner og ikke mindst kvinder. Med »Jamie’s Ministry of Food« tager Jamie skridtet fra at være livsstilsekspert, der viser, hvor sjov madlavning kan være, til at være social og etisk entreprenør, der vil starte en madbevægelse. Målet med denne bevægelse er at bekæmpe den tiltagende fedmeepidemi ved at få ’folk’ til at lave mad fra bunden igen. Bevægelsen initieres af Jamie, men den fordrer en kollektiv indsats, hvilket den første sætnings interpellationsform understreger: »Hi guys …«. Kogebogen er ikke en selvbiografisk bog som »The Naked Chef«, hvor mad og livsstil flettes sammen til et sammenhængende narrativ. Der er snarere tale om et kampskrift, der skal bane vejen for radikale ændringer af den britiske madkultur. »Jamie’s Ministry of Food« er på den måde en del af en større ’pakke’, som både rummer en dokumentarserie om emnet og en række events, festivaller, madkurser, kampagne og etableringen af madcentre i de britiske randområder, hvor det står værst til med madkulturen (Hollows & Jones 2010). Selvom det umiddelbart kan tolkes som ganske prisværdigt, at en kendiskok bruger sin celebrity-faktor til at kæmpe i den gode sags tjeneste – og de britiske madvaner levner bestemt plads til forbedringer – så vil jeg i nærværende artikel kaste et kritisk blik på denne tilsyneladende filantropiske madaktivisme. Jeg vil nemlig vise, at Jamie i sin aktivisme bygger på en nationalistisk myte, som bruger madkulturen til at diagnosticere det britiske samfunds aktuelle forfald, og som skaber en drøm om national genrejsning gennem en fornyet madkultur. Jeg vil argumentere for, at en sådan nostalgisk nationalmyte reproducerer flere køns- og klassestereotyper og hierarkier, ligesom den bruges til at legitimere Jamies disciplinering af personer med dårlige madkompetencer, særligt arbejderklassemødre. Der er med andre ord grund til at forholde sig kritisk til strategien i Jamie Olivers opbyggelige kogebogsprojekt og stille spørgsmålet, om ikke kampen i den gode sags tjeneste først og fremmest tjener til at skabe et positivt billede af tv-kokken/kogebogsforfatteren som etisk individ (og brand) på bekostning af de gastronomisk nødstedte. Det skal nævnes, at jeg i min læsning af Jamies kogebogs-kampskrift har ladet mig inspirere af den russisk-amerikanske kunstteoretiker Svetlana Boym og hendes nostalgibegreb samt af den franske filosof Michel Foucaults tanker om magt og styring i det moderne samfund.
|
|
| 1190. |
- Leer, Jonatan, 1980-
(författare)
-
Karnevaleske kødorgier : Analyse af kød og kitsch på Guldkroen
- 2019
-
Ingår i: Jordens Folk. - : Dansk Etnografisk Forening. - 0021-7484. ; 54:2, s. 87-95
-
Tidskriftsartikel (refereegranskat)abstract
- I 2017 åbnede restaurant Guldkroen på Nørrebro. Midt i dette hipsterkvarter blandt naturvinbarer og veganertakeouts har de to topkokke Umut Ra Sakarya og Frank Svärd Pedersen genskabt en klassisk dansk kro, hvor man serverer mormormad uden twist. Til et soundtrack af dansktop trakterer krofatter Sakarya hver aften sine gæster med stegt flæsk, Fernet Brancashots og gyldne damer på kande. Sakarya har gennem spektakulære optrædener fået skabt stor opmærksomhed omkring Guldkroen og sig selv. Eksempelvis tog han karbad i brun sovs for Politikens fotograf, og han fik i foråret 2019 megen sendetid på DR3 med portrætserien Tyrkersvin. Den provokerende titel refererer til Sakaryas tyrkiske baggrund. Via sociale medier har Sakarya formået at brande kroen som en nostalgisk tidslomme uden kostpyramider og fiberrig klimakost. I denne fortælling spiller det overdrevne kød-forbrug – suppleret af enorme mængder af animalske produkter som smør og fløde – en meget vigtig rolle.
|
|
